Forårsnyt 25
Så blev det forår! Solen varmer og lokker mirabelleblomster og mennesker frem. I søndags hørte jeg den første gransanger, og nu lægger hønsene 5 æg om dagen. Det er også tiden for påske- og forårsudstillinger og på søndag kl. 11.00 åbner forårsudstillingen 2025 på Dronninglund Kunstcenter, hvor jeg igen er med.
Året startede for mit vedkommende med en stor soloudstilling i Vejle Kunstforening. Jeg udstillede i den gamle Mølle i Vejle, hvor jeg havde både malerier, akvareller, keramik og grafik med. Endnu engang blev jeg godt modtaget, og som altid bliver jeg så glad, når jeg mødes af alle de frivillige og fantastiske mennesker, der gør, at vi kan have et kulturliv kørende.
Jeg har netop afsluttet min udstilling i Musikhuset ALFA i Aars. Det var en rigtig dejlig oplevelse, med en meget personlig og smuk ferniseringstale fra arrangørerne, flot dækning fra Aars avis både før og under udstillingen, og så var det så skønt at se mine malerier i den smukke bygning, der er lavet ud fra Per Kirkebys skitser.
Næste fernisering er allerede nu på søndag d. 23. marts, hvor der er fernisering på Dronninglund Kunstcenters forårsudstilling. Vi er 23 forskellige kunstnere fra både Danmark, Sverige og Tyskland. Jeg deltager med maleri, keramik og grafik. Se mere på ForårsudstillingDronninglund Kunstcenter. Måske får du tid til at se udstillingen enten til ferniseringen nu på søndag kl. 11.00, ellers løber den til d. 27. april.
