Del

Status over 2024

Et nyt år nærmer sig, og det er vist passende med en lille status ! Ved udgangen af 2023 besluttede jeg at holde udstillings-orlov i 2024.

Jeg tog beslutningen både ud fra et behov for at opbygge et nyt lager af malerier og keramik, og ud fra ønsket om at få tid til at arbejde med nye materialer og teknikker.
En enkelt udstilling på Dronninglund Kunstcenter blev det dog til. Det var i selskab med sammenslutningen af “Vestjyske Kunstnere”

På udstillingen brugte jeg mit arbejde fra Vingaards officin – Bogtrykmuseet Viborg, hvor jeg gennem vinteren og foråret har lært at sætte tekst op af typograf/håndsætter Bent Kvisgaard. Jeg har arbejdet med en slags Haiku-digte, og jeg brugte et enkelt i min udstilling af keramik-kakler og Agerhøns. Kaklerne er præget med bl.a. Ager-pileurt, som er en vigtig fødekilde for Agerhønen.

Jeg blev medlem af Vingaards Officin i starten af året, og da Bogtrykmuseet er et arbejdende museum, hvor man stadig har et stort håndsætteri, fik jeg således mulighed for at øve mig i at sætte tekst op i hånden.

Sværten og blybogstavernes aftryk på papiret har en særlig poetisk og taktil kvalitet, som man ikke opnår i et laser-print. Jeg synes, at form og indhold kom til at gå godt hånd i hånd, men det kan ikke gengives på et billede…det skal ses og sanses i virkeligheden.

Grafik Lab på Grafisk Værksted i Viborg

Fra d. 23 februar til d. 3. marts 2024 deltog jeg på Grafik-Lab på Grafisk Værksted Viborg og Viborg Bogtrykmuseum. Kurset var arrangeret af Kunstforum Viborg og støttet af Viborg Kommune og BKF`s kulturelle midler. Vi blev undervist i Artists Books af Tanja Nellemann Kruse, grafiske teknikker ved grafiker Yngve Riber, og bogtryk ved Bent Kvisgaard.

Jeg arbejdede med monotypier, som er en grafisk teknik, hvor man kun kan lave et tryk pr plade.

Vi arbejdede også med Artists Books, hvor vi lavede foldebøger og håndtryk. Eksperimenterne udviklede sig til kropstryk der, sjovt nok, fik mig til at tænke på stæreflokke.

Min Artists Book udviklede sig til at blive en gulvinstallation bestående af fotos af aftryk og spor printet på rispapir, som jeg syede sammen i baner, så alt i alt gav kurset mig så meget spændende at arbejde videre med!

Siden kurset er vi nogle stykker, der har arbejdet på Grafisk Værksted med en teknik, der hedder Fotogravure. Det er en teknik, som jeg oprindeligt har lært hos grafiker Ulla Madsen på Aarhus kunstakademi. Vi har arbejdet på at få teknikken til at fungere med det belysnings-apparat, som findes på Officinet. Det har virkelig krævet tålmodighed, men glæden var total, da det endelig lykkedes.

Jeg har også haft tid til at tage min interesse for fotografi op igen, og det er der kommet en serie landskabsfoto ud af. Det er billeder, der rummer fortællinger om det enorme aftryk, som vores menneskelige aktivitet sætter på naturen. Billederne er registreringer af den Antropocæne tid vi lever i, men jeg arbejder stadig på at gøre serien færdig, før den skal vises.

Endelig har jeg haft den store glæde at blive udtaget til Nordisk Akvarelselskabs jurybedømte online- akvareludstilling med to værker ud af tre indsendte. Så nu er jeg fuldgyldigt medlem af NAS, som den Nordiske Akvarelforening hedder. NAS Internet-udstilling 2024…
I stor taknemmelighed for året der gik, ønsker jeg jer alle et godt og lyst nytår!