Del

Fra nytårsstatus til forårsstatus

Måske kender du det? Hvad der skulle have været en nytårsstatus bliver nu til en forårsstatus, og jeg må bare konstatere, at tiden endnu engang er løbet fra mig. Jeg prøver at trøste mig med, at jeg har nået mange andre vigtige ting, som også hører med til at være soloselvstændig, og lige nu er mine nye arbejder i hvert fald at finde på Dronninglund Kunstcenter, hvor jeg udstiller keramiske skulpturer, grafik og selvfølgelig malerier.

Denne gang viser jeg malerier af danske fugle. Fugle jeg har mødt i min have, i skoven og i det åbne landskab. Fugle jeg lever med, og fugle jeg venter på og som hvert år, når de vender tilbage, fortæller at verden stadig hænger sammen i en smuk og cyklisk gentagelse.

Jeg har også lidt grafik med på udstillingen. Både kobbertryk og fotogravure. Udstillingen på Dronninglund Kunstcenter varer til d. 26 april, så en påskeudflugt til kunstcentret kunne være en oplagt mulighed. Der er meget forskelligt at se på, og i år er der hele 26 kunstnere repræsenteret, både nye og etablerede.

Jeg har videreuddannet mig på Aarhus Kunstakademi indenfor det grafiske felt, og lige for tiden er det fotogravure, der optager mig. Jeg arbejder med teknikken på Grafisk Værksted i Viborg, hvor jeg har været med til at opbygge et værksted for fotogravure. Grafisk Værksted ligger i forlængelse af Viborg Bogtrykmuseum, som er et arbejdende museum, hvor man kan opleve dagligdagen, som den var i midten af 1900-tallet. Besøg Bogtrykmuseet Viborg her…

D. 21. juni kl. 12.00 åbner den store skulpturudstilling på Dronninglund Kunstcenter. I år er det både skulptur og street art, man kan opleve, så det bliver helt sikkert spændende og anderledes. Dansk Billedhuggersamfund og Dronninglund Kunstcenter har inviteret billedhuggere fra både Sverige og Danmark, og jeg deltager med både uden- og indendørsværker.

Den næste sommerudstilling bliver i Pakhuset, Hobro. Jeg, og en god håndfuld professionelle kunstnere, er inviteret til at udstille grafik og skulptur i ugen fra d. 27. juni til d. 3. juli. Udstillingen hedder: “Grafik – grafiske udtryk og skulpturelle værker.” Det røde Pakhus er et kunstnerisk og kulturelt mødested, hvor man i løbet af 6 sommeruger kan opleve 6 forskellige udstillinger. I hele perioden vil der være, workshops, levende musik, artist talks og fællessang. Det bliver helt sikkert en fest!

Håber vi ses i løbet af foråret/sommeren, og husk at du altid kan sende en sms på 61282295, hvis du gerne vil besøge mit atelier og værkstedsbutikken.