Artikler og anmeldelser
Uddrag af tekst fra bogen “101 kunstnere” 2014
Fugle i et landskab. Dette er Majken Bilgravs hovedmotiv. Hendes mål og ambitioner rækker imidlertid videre end som så.
I stedet for en naturalistisk skildring af henholdsvis det konkrete landskab og de konkrete fugle vil Majken Bilgrav forsøge at indfange symbiosen…
Læs mere her…
Traditionstro landskabskunst med atmosfære
Artikel i VISVA
Majken Bilgrav maler med en usædvanlig sensitivitet… Det er ikke fuglenes minutiøse udseende hun præsenterer. Mere samspillet med omgivelserne, stemningen under iagttagelsen, og den skønhed og mystik, der ligger i øjeblikket. Med det fokus skriver hun sig ind i rækken af vore bedste fugleskildrere som bl.a. Johannes Larsen og Lars Jonsson”.
Flemming Damskov
VISVA
Kraftfulde, sanselige og koloristiske fuglebilleder
Om Majken Bilgravs maleriske univers
Man behøver ikke være ornitolog for at kunne glæde sig over fugle. Deres farver, deres sang og de smukke V-formationer ved forårs- og efterårstrækket er noget alle har fornøjelse af, hvad enten man bor på landet eller i byen.
Er man mere end almindeligt interesseret i fugle, vil man imidlertid hurtigt erfare, at det er en helt verden for sig. Hver fugleart har udover farvespillet og stemmen sin helt egen måde at opføre sig på og variationerne er uendelige.
Det er noget af dette, Majken Bilgrav er optaget af. Hende malerier er ikke de et hundrede procents naturalistiske gengivelser, man finder i opslagsbøger, men netop forsøg på kunstnerisk at fange hver arts karakteristika og samspil med omgivelserne. Stilen er ekspressiv og indlevende med brede, tydeligt markerede penselstrøg og fint opfattede farvegradueringer. Forbillederne er først og fremmest Cezanne og danske klassiske modernister som Johannes Larsen, Fritz Syberg og Harald Leth, men også de moderne færøske kunstnere ligger som en stadig kilde til inspiration. Majken Bilgrav har da også malet mange motiver fra Færøerne, men altid med en hovedinteresse for de fugle som de færøske kunstnere, med undtagelse af Thomas Arge, ikke rigtigt har haft blik for. Det er de karakteristiske stejle klippesider som den danske kunstner maler. Klippesider, hvor de sort/hvide lomvier, de elegante rider, de små buttede søkonger og de særegne lunder med deres farvestrålende papegøjenæb hviler sig eller bygger rede på nærmest akrobatisk vis. I billeder som disse har Majken Bilgrav en fin fornemmelse for kontrasten mellem de vilde forrevne klipper og fuglekroppenes arabeskagtige konturer som de sidder dér i små klumper på fjeldsiderne.
Majken Bilgrav behøver imidlertid ikke kun at tage til Færøerne for at finde inspiration til sine fuglebilleder. Også den hjemlige natur byder på overvældende mange motiver. I en serie malerier holdt i de samme gulbrune og blåhvide nuancer har hun skildret to meget forskellige fuglearter, landsvalen og kragen. Man ser de aerodynamiske svalekroppe boltre sig i luften eller siddende dekorativt på elledninger, mens de tunge og kompakte krager søger jordbunden for noget spiseligt. Tilsyneladende et studie i henholdsvis elegance og komisk ådselsædermentalitet, men Majken Bilgrav udviser lige stor sympati for begge fuglearter og har tydeligvis ærbødig respekt for de evigt opportunistiske krager.
Også når hun bevæger sig fra mark og eng til de danske skove og haver, har Majken Bilgrav et godt blik for hver fuglearts egenart. I de for det meste vinterlige omgivelser ser vi de graciøse halemejser med deres lange haler, den store drosselfugl sjaggeren, de æblespisende solsorte, de efterhånden sjældne agerhøns og flottest af alle, den juvelfunklende og særdeles sky isfugl, håbefuldt ventende på en lejlighed til at snuppe en lille fisk i det hurtigstrømmende vandløb.
Med sit usentimentale blik for de forskellige fuglearter, sin friske kolorit og ekspressive penselføring er Majken Bilgrav en værdig arvtager til de store danske naturskildrere gennem tiden.
Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, Bachelor i Kunsthistorie
Anmeldelse af Tom Jørgensen
”Majken Bilgrav maler kraftfulde, sanselige og koloristiske billeder… Stilen er ekspressiv og indlevende med tydeligt markerede penselstrøg og fint opfattede farvegradueringer. Forbillederne er først og fremmest Cezanne og danske klassiske modernister som Johannes Larsen, Fritz Syberg og Harald Leth… Med sit usentimentale blik for de forskellige fuglearter, sin friske kolorit og ekspressive penselføring er Majken Bilgrav en værdig arvtager til de store danske naturskildrere gennem tiden ”.
Tom Jørgensen, redaktør af kunstavisen og kunstskribent på Jyllandsposten